En mail tikker ind, hvori der står, at en ny version er blevet frigivet til din hjemmeside og at du bør opgradere så snart du kan. I visse tilfælde kan det dog være fornuftigt at vente lidt. Der frigives jævnligt opdateringer til de forskellige Open Source CMS’s (content management system), om din hjemmeside er opbygget i Joomla, Wordpress, Prestashop, Magento eller et andet system. Det er tilmed nemt at opdatere siden, da de fleste CMS har en ”opdateringsknap”, hvor et enkelt tryk opdaterer hjemmesiden til den nyeste version. At opdatere siden hurtigst muligt, er også rigtig fornuftigt, og i visse tilfælde kritisk ikke at gøre det, men der kan også være gode grunde til at holde lidt igen, inden der trykkes på ”opdater” knappen, da det i værste fald kan ødelægge din hjemmeside.

I indlægget vil de forskellige opdateringstyper introduceres, samt hvad der skal tages højde for, når de skal implementeres. Hvis du allerede har kendskab til det, så kan du springe til slutningen af indlægget, hvor der gives tips til, hvordan hjemmesider effektivt og sikkert opdateres.

De tre typer af opdateringer

Opdateringer til hjemmesider kan opdeles i tre forskellige typer: sikkerhedsopdateringer, bugfixes og opgraderinger rettet mod at tilbyde nye funktioner eller optimering af de eksisterende funktioner.  Når opdateringerne frigives, tilknyttes der også en liste over, hvilke rettelser der er lavet, en såkaldt changelog, hvoraf det fremgår, hvilken type opdatering, der er tale om.

At holde hjemmesiden opdateret er formentlig ikke det mest spændende, men at holde hjemmesiden opdateret svarer til at overholde service på ens bil. Det er ikke sikkert, at noget går i stykker hvis servicen ikke overholdes, men risikoen og det potentielle skadesomfang bliver større, jo længere bilen kører (svarende til jo længere tid hjemmesiden kører uden opdateringerne). At overholde ”service-aftalerne” vil også betyde, at der er mindre risiko for at noget på hjemmesiden ”pludselig” ikke virker længere.

Er der tale om sikkerhedsopdateringer, en kritisk opdatering, så bør din hjemmeside opdateres hurtigst muligt, for at lukke sikkerhedshuller, og undgå potentielle hackerangreb, der kan inficere siden med virus eller lægge siden ned. Dette svarer til at en rød advarselslampe begynder at lyse i bilen - bilen bør stoppes omgående og indleveres på et værksted til eftersyn, inden den kører videre.

Bugfixes retter fejl i koden og sikrer, at alle funktioner fungerer efter hensigten, og derfor kan det også være hensigtsmæssigt at opdatere disse, når de frigives. Typisk forekommer der ikke ændringer i kompatibiliteten ved disse to typer af opdateringer, hvilket betyder at udvidelser (moduler, plugins eller widgets) og temaer, efterfølgende bør fungere uden problemer. Dette svarer til at en gul advarselslampe lyser i bilen, og at bilen snarest muligt bør efterses på et værksted, men at dette ikke nødvendigvis er kritisk.

Er der i stedet tale om opdateringer rettet mod at opgradere hjemmesidens CMS med nye funktioner, så kan det være hensigtsmæssigt at vente lidt med at opdatere. Dels hvis der ikke er behov for de nye funktioner med det samme, men også i høj grad for at se, om andre oplever problemer med de nye funktioner. Når der introduceres nye funktioner i en opdatering, er der risiko for at ændringerne ikke er bagudkompatible med de installerede udvidelser eller temaer. Derfor kan det også være nødvendigt at vente på, at der også frigives opdateringer til disse udvidelser, for at sikre, at koden de er skrevet med, ikke gør brug af funktioner, som er forældede. Hvis ikke dette sikres, kan det i værste fald betyde, at hjemmesiden ”går i stykker” enten ved at hele eller dele af siden holder op med at fungere og i stedet returnerer en række fejlkoder.

De nye funktioner kan bl.a. kræve, at der forekommer ændringer i systemkravene, såsom at kode-sprogets version opgraderes (fra eks. PHP5 til PHP7), og hvis ikke dette er opfyldt, vil der opstå de nævnte problemer. Det bør derfor altid sikres, at opdateringerne er kompatible med de installerede udvidelser, inden der opdateres. Webhotellet, hvor hjemmesiden køres fra, opdateres også løbende af selvsamme årsager, og derfor kan de samme problemer mht. bagudkompatibiliteten opstå, hvis ikke hjemmesiden holdes ajour og hostingudbyderen opdaterer deres software. Derfor bør enhver hjemmeside altid holdes up-to-date, dels af hensyn til sikkerheden, men også i forhold til den fremadrettede vedligeholdelse af siden og for at sikre en høj performance så siden fortsat er hurtig.

Versionering i forskellige CMS

For Joomla, Prestashop (efter v. 1.6.1) og Magento er opdateringsversionerne angivet som x.y.z, hvor det skal forstås som major.minor.maintenance, eksempelvis Joomla 3.5.1 eller Prestashop 1.6.1.5, hvor 1.6 står for major hos Prestashop. Maintanence dækker over bugfixes og sikkerhedsopdateringer. En ændring i minor indikerer at nye funktioner er implementeret eller at eksisterende funktioner er signifikant ændret, men at disse opdateringer stadig er kompatible med samme major version (såsom at Joomla 3.4 kan opdateres til 3.5 uden umiddelbare problemer). Major er tilfældet, hvor der er større ændringer i koden og der derfor er stor sandsynlighed for, at det også har indflydelse på bagudkompatibiliteten – såsom at opdatere fra Joomla 3.4.8 til 3.5.1. Wordpress derimod kører efter X.X.Y versionering (eksempelvis version 4.4.2), hvor bugfixes, sikkerhedsopdateringer og mindre nye funktioner frigives under minor-opdateringer. Så at opdatere fra version 4.4 til v. 4.5 betegnes som en ”major” opdatering i Wordpress. Bruger du et andet CMS end de nævnte, så husk at undersøge hvordan deres versionering af udgivelserne navngives for bedre at kunne følge med i de fremadrettede opdateringer.

Sådan opdaterer du effektivt din hjemmeside

Med fare for at det bliver en smule teknisk, så vil jeg kort forklare, hvordan en effektiv opdaterings-procedure anvendes. Hvis ikke du forstår de tekniske termer, så bare rolig, det vigtigste er som udgangspunkt at forstå principperne i, hvordan proceduren bør anvendes. 

1. Backup!

Sørg altid for at have en nylig backup af din hjemmeside inden du opdaterer. I tilfælde af at nogle dele af siden ikke fungerer optimalt efter opdateringen, kan du altid gendanne siden til et stadie, hvor den fungerede. Der skal både tages backup af databasen og filerne på webhotellet, så der er en komplet backup tilgængelig. Husk på, at backups også løbende bør testes for at sikre, at de er i stand til at gendanne siden, hvis det bliver nødvendigt.

Der findes forskellige måder at gøre det på: enten manuelt gennem en FTP forbindelse, hvor alle filerne hentes ned, og hvor der laves et udtræk af databasen gennem phpMyAdmin. De muligheder, som er tilgængelige, afhænger dog af hvilket hostingudbyder og webhotel du har. Backup-proceduren kan dog også automatiseres, så der tages backup på fastlagte tidspunkter, uden du skal tænke mere over det. Som alternativ til den manuelle metode, kan der foretages en backup gennem moduler, som er udviklet til formålet, såsom AkeebaBackup. Her tages der (bag kulissen) højde for mange af de tekniske problemstillinger mht. backup og en efterfølgende gendannelse.

2. Test før der opdateres

Brug backuppen til at lave en test-side, hvor du kan teste opdateringerne uden at det påvirker din live-side, som kunderne besøger. Her har du mulighed for at afprøve opdateringerne uden risiko, og samtidig er der tid til at finde løsninger på eventuelle problemer.

Test-siden kan enten være som et subdomæne på dit webhotel (test.eksempel.dk) eller på din egen computer gennem en lokal ”server-installation” såsom XAMPP, WAMP/MAMP. Det er dog vigtigt, uanset hvor test-siden er placeret, at opsætningen af serveren der kører også er identisk med live-serveren for at være sikker på, at opdateringerne også vil fungere på live-siden. Grundlæggende handler det om at holde software-versionerne ens, såsom PHP og MySQL/MariaDB (databasen).

3. Opdater live-siden når der er færrest besøgende

Selvom du har testet opdateringerne på din test-side og konkluderet, at alt fungerer som det skal, så kan der stadig ske fejl under opdateringen af din live-side. Dette kan eksempelvis ske hvis forbindelsen til webserveren mistes og opdateringen ikke kan fuldendes, eller hvis rettighederne til mapperne på serveren ikke er korrekte, så de nødvendige filer ikke kan opdateres. Det kan også ske, hvis du, mod forventning, har glemt at opdatere en af udvidelserne, som kan være en forudsætning.

I langt de største tilfælde, opleves der ingen problemer, hvis alle de nødvendige forholdsregler er taget. Derfor er det dog stadig vigtigt at foretage implementeringen af opdateringerne, når der er færrest besøgende. På den måde er der mindst risiko for, at nogen vil bemærke det, hvis der forekommer fejl, og derved mindst risiko for at miste en eventuel omsætning. Vigtigst af alt, så er der bedre tid enten at rette nyopståede fejl eller gendanne hjemmesiden med en backup, hvor du efterfølgende kan diagnosticere, hvor problemet ligger.

Har du brug for hjælp til at opdatere?

Jeg hjælper gerne med at opsætte en opdaterings-procedure inklusiv instruktion i backup og gendannelsesprocesser samt muligheden for opsætte en test-side, hvor du kan afprøve opdateringerne. Hvis du ikke selv ønsker at rode med opdateringerne, så er det også muligt at lade Toftec stå for den løbende test og vedligeholdelse af siden.

Send blot en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller giv et kald på 41 26 41 77, og lad os tage en snak om, hvordan du nemmest holder din hjemmeside opdateret.